Klimaskærmen: Varme, lufttæthed og fugt

a) Transmissionsoefficient (varme)

Transmissionskoefficienten angiver, hvor godt en bygningsdel isolerer. Den betegnes med bogstavet U og har enheden W/m2 °C eller W/m2 K. Jo lavere U-værdi, jo bedre isolerer bygningsdelen. En konstruktions transmissionskoefficient udtrykker den energimængde, der pr. sekund strømmer gennem 1 m2 af konstruktionen, ved en temperaturforskel på 1°C.

Når to systemer har samme temperatur er der intet varmetab over konstruktionen. Når der er en temperaturforskel vil varmen overføres fra systemet med høj temperatur til systemet med lav temperatur, indtil varmen er udjævnet. Denne varmeoverførsel sker via varmeledning, konvektion eller varmestråling. Ved at isolerer konstruktionen formindskes varmeoverførselen.

Ledning: I faste ugennemsigtige materialer, f.eks. metaller, overføres varme gennem ledning. Ledningen sker først og fremmest gennem fundamentet og plankerne i den bærende konstruktion.
Konvektion: Der findes to typer af konvektion, en såkaldt egenkonvektion og en påtvungen konvektion. Egenkonvektion kan opstå i gasser og væsker, når disse udsættes for temperaturforskelle. Da kold luft har en højere densitet end varm luft, synker den ved tyngdekraftens hjælp ned. Samtidig stiger den varme luft op, og dette giver en vis omrøring, som overfører varme. Naturlig konvektion kan f. eks ske i et lag mineraluldsisolering med meget lav densitet på meget kolde vinterdage.
Ved påtvungen konvektion sker omrøringen ved ydre påvirkninger som fx. ved vindpåvirkning eller ventilation.
Stråling: Stråling (infrarød stråling) forekommer i gennemsigtige væsker og gasser samt nogle gennemskinnelige materialer. varmestråling i bygninger sker først og fremmest gennem glasvinduer og -døre

Bygningers varmetab sker først og fremmest via varmeledning gennem bygningskomponenter og luftlækager. 


Mineraluldsprodukters varmeledning er summen af fire faktorer:

 Varmekonduktivitet
  • Varmekonduktiviteten i den stillestående luft i hulrummet mellem stenuldsfibrene.
  • Varmeledning gennem fibrene.
  • Naturlig og/eller tvungen konvektion på grund af luftbevægelser i ulden.
  • Varmestråling 
     
 


Varmekonduktivitet
  • I uld af lav densitet er der betydelige muligheder for stråling og luftbevægelser.
  • En højere isoleringsdensitet mindsker konvektionen gennem isoleringsmaterialet og særligt strålingen i uld.
  • En højere isoleringsdensitet øger konvektionen gennem fibrene, dog ikke særligt meget.

Varmekonduktivitet
  • Varmekonduktiviteten øges, når gennemsnittemperaturen stiger.
  • For højere gennemsnitstemperaturer øges den optimale isoleringsdensitet. 
     

Alle byggematerialer har en individuel varmeledningsevne som angives i W/mK. Jo lavere varmeledningsevne et materiale har, desto bedre er dets isoleringsevne. 

Materiale Varmeledning, W/mK
Kobber
Aluminium
Stål
Vand
Træ
Stenuld
Luft
401
237
60.5
0.613
0.04–0.4
0.036
0.0263
Tabel: Varmeledning for udvalgte materialer ved rumtemperatur


 Varmekonduktiviteten eller lambdaværdien Varmeledningsevnen eller lambdaværdien (λ) er den varmemængde, som pr. time under stabile forhold passerer gennem et 1 m2 tykt materiale med en overflade på 1 m2, når der eksisterer en temperaturforskel på 1°C mellem dets modstående overflader. 


Et materiales varmeledningsevne beregnes i henhold til EN-standarder. Varmekonduktiviteten er det absolut vigtigste aspekt af et isoleringsmateriale. Stenuldsisolering består af op til 95–98 % stillestående luft, hvilket giver den fortrinlige isoleringsegenskaber. Lambdaværdien for byggeisoleringsprodukter angives således, at 90 % af lambdamålene ligger inden for 90 % af den angivne værdi – dvs. "Lambda 90/90". Lambdaværdien for alle varmeisoleringsprodukter, som fremstilles i overensstemmelse med europæiske standarder testes og angives i henhold til samme metode.

Et materiales varmemodstand (R) og varmeoverføringskoefficienten af den bærende konstruktion på et hus (U) kan beregnes ved hjælp af materialets tykkelse og varmekonduktivitetsværdierne.

Varmemodstand (R-værdi)

Et materiales varmemodstand beregnes ved at dele tykkelsen (d) i meter med varmeledningsevnen (λ) i W/mK:

Varmemodstand (R-værdi)

Varmemodstand betegnes som m2 K/W. Jo højere værdi, desto mere effektivt er materialets isolering. Varmemodstanden varierer afhængig af materialetype, densitet og porestruktur, fugtindhold og temperaturforskel.

Isolans, R

Isolansen betegnes med R og beskriver, hvor godt et materialelag eller en bygningsdel isolerer. Med bygningsdel menes et tag, et gulv eller en væg. Enheden er m2 °C/W eller m2 K/W. Jo større isolans, desto bedre isoleringsevne.
Overgangsisolans er et mål for materialeoverfladens naturlige modstand mod strømflow, og afhænger ikke af materialets fysiske dimensioner. Modstanden mindskes, hvis et tyndt lag med relativt ubevægelig luft er til stede på materialets overflade. Dette giver en modstand med varmeflowet, hvilket resulterer i et temperaturfald over hele luftåbningen. Overfladetemperaturen afhænger af, hvordan varme overføres.
  • Rse = luftmodstand for ydersidens overflade (bevægelig luft)
  • Rsi = luftmodstand for indersidens overflade (stillestående luft)

For at beregne den samlede R-værdi for en komponent, som består af flere forskellige materialer, skal man beregne R-værdierne for hver enkelt komponent, herunder indersidens og ydersidens overflade. Derefter sammenlægges alle modstandene. DS 418 angiver, hvordan man beregner isolansen for en bygningsdel, eksempelvis en væg eller et tag. Hvis bygningsdelen består af homogene lag, kan den totale isolans Rm beregnes med formlen:

Rm=Rsi + R1 + R2 + R3 + … + Rn + Rse

hvor R1 , R2 , R3 …, Rn er de homogene materialelags isolans

Rtotal = Rse + R1 + R2 + R3 + Rsi

Transmissionskoefficient, (U-værdi)

Transmissionskoefficienten (U) angiver kapaciteten af et element i en konstruktion, med en given materialetykkelse, luftspalter osv., til at overføre varme under stabile forhold.

Det er et mål for den varmemængde, som pr. time passerer gennem en overflade på 1 m2, når der eksisterer en temperaturforskel på 1 °C mellem de miljøer, som omgiver konstruktionen.

Denne værdi opnås som den reciprokke værdi af summen af alle varmemodstande (R) af de respektive komponentmaterialer og modstanden af den indvendige og udvendige overflade:

Konstruktionens U-værdi fastsættes til den ønskede energiudnyttelsesklasse eller som minimum for at opfylde de lokale byggeforskrifter.


Varmeoverføringskoefficient (U-værdi)


Den betegnes som W / m2

For byggesystemer med lægter sker en stor del af varmetabet via varmeledning gennem lægterne, som har en lavere isolans end isoleringen (såkaldte kuldebroer).

Konstruktionens varmemodstand kan forbedres ved at mindske effekten af kuldebroer gennem lægterne Det er ikke nødvendigt at rette U-værdien, hvis:
  • Væggen er fastgjort over et hulrum
  • Væggen er fastgjort mellem en murplade og trælægter
  • Varmeledning for beslagene, eller dele af dem, er lavere end 1 W/(mK)

Kuldebroer

Effekten af kuldebroer i U-værdi beregningen skal indregnes, da øget varmeisolering også kan ge den relative effekt af kuldebroer. Ved at optimere byggeelementernes dimensioner og omhyggeligt planlægge tilslutningerne, opnås en markant reduktion af kuldebroer.

Vurder og beregn også effekten af geometriske kuldebroer, som hjørner og vindueskarme i konstruktionsfasen. Ved at optimere de bærende konstruktioner kan man reducere antallet af lægter og dermed minimere effekten af kuldebroer.

Beregn U-værdien i henhold til nationale standarder DS418 i DK, (fx. EN ISO 6946 i EU). I standarden findes følgende oplysninger, som evt. skal indgå i beregningen af U-værdien:
 
  • Overflademodstand (farve, vindhastighed, ikke-plane overflader)
  • Varmemodstand for ventilerede og uventilerede luftspalter (konvektionseffekt)
  • Beregning af samlet varmemodstand for homogene, uhomogene (højeste Rmax- og laveste Rmin-grænseværdier for modstand) og tilspidsede lag
  • Korrektioner (ΔU) → luftspalter ΔUg + mekaniske beslag ΔUf + omvendte tage ΔUr
Lavenergihuse bygges med forskellige konstruktionssystemer. Det lave opvarmningsbehov betyder dog, at niveauet for varmeisoleringen skal være betydeligt højere end normalt. Vejledende værdier for den samlede transmissionskoefficient og egenskaber for det yderste lag angives nedenfor:
 
  • Ydervæg 0,07–0,1 W/m2K
  • Gulv 0,08–0,1 W/m2K
  • Loft 0,06–0,09 W/m2K
  • Vindue 0,7–0,9 W/m2K
  • Fast vindue 0,6–0,8 W/m2K
  • Hoveddør 0,4-0,7 W/m2K

Varmetab

Beregn varmetabet gennem et givent element i klimaskærmen ved at gange overfladearealet med elementets U-værdi, og gang derefter værdien med temperaturforskellen (betegnes normalt med det græske bogstav Delta) mellem indersiden og ydersiden.

Q = A*U*(Tinderside - Tyderside)*h or Q = A*U*ΔT*h

Når et element består af flere forskellige materialer, f.eks. en væg, som består af vinduer og en dør, skal varmetabet gennem hver komponent beregnes separat. Derefter lægges delenes varmetab sammen for at få et samlet varmetab.

Qvægg = Qregler + Qvindue + Qdørr

Jo større temperaturforskel, desto højere difference – drivkraften bag varmeflowet – og desto højere risiko for varmetab.
 
I lavenergihuse opnås store energibesparelser ved tykke varmeisolerende lag.
  • Vægkonstruktionens tykkelse kan være 400–600 mm afhængig af konstruktionsmetode og materiale.
  • I tagkonstruktioner, hvor det er noget nemmere at isolere, kan isoleringens tykkelse være op til 700 mm.
  • Isoleringstykkelsen i krybekælderdæk kan være 500 mm. I konstruktioner som ligger mod fundamentet er frostbeskyttelse afgørende for en sikker varmeisolering af gulvet.

Sverige har erfaringer med varmeisolering på 250–300 mm for gulve, som ligger direkte mod bygningsfundamentet. De aktuelle anvisninger for frostbeskyttelse omfatter isoleringstykkelser på op til 200 mm. Risikoen for at fundamentet fryser afhænger af byggepladsen og jordforholdene. Varmetabet i velisolerede gulve er så lille, at den ikke kan forhindre at jorden under bygningsfundamentet fryser uden en jævn frostbeskyttelse i de udvendige grundkonstruktioner.

For at forhindre at bygningsfundamentet fryser kræves der ofte frostisolering i bygningsfundamenterne, og varmetab fra gulve, som ligger med fundamentet. Varmeisoleringen i gulvet i et lavenergihus er så god, at varmetabet i gulvet ikke hjælper med at beskytte mod frost. Risikoen for frost på byggepladsen skal identificeres ved at foretage jordprøver. Derefter skal frostisoleringen af bygningsfundamentet tilpasses for at modsvare risikoen.

Varmetab på grund af sætninger i løsuld

Varmeisolering med løsuld er et in situ produkt baseret på granuleret mineraluld, som sprøjtes ind i et loftsrum med en blæseanordning. Der kan også anvendes løsuld til at isolere vægge. 

Løsuld har en tendens til at sætte sig med tiden. Af stabilitetsgrunde må den langsigtede sætning ikke overstige konstruktionsværdierne. Sætninger afhænger af både vibrationer samt variationer i temperatur og fugt i løbet af årstiderne.

I den nedenstående tegning kan du se hvad sætninger i isoleringen indebærer i praksis. Sætninger kan forårsage spalter og hulrum i isoleringen i loftsrummet, således at kold luft trænger igennem konstruktionen og risikoen for kondens stiger.

Varmetab

Mange erfaringer viser, at sætninger i PAROCs stenuld på loftsbjælkelag er ca. 2–3 %. Dette indebærer, at stenuldsisolering ikke udgør en risiko for loftsrummet, når det kommer til sætninger. Paroc installerer altid et isoleringslag, som er 5 % tykkere end kravet. 

b. Lufttæthed

Luftbevægelserne i en klimaskærm forårsages af temperatur- og trykforskelle mellem ydersiden og indersiden. Dette skyldes følgende effekter: 
Lufttæthed

1. Vindeffekten  Vindtryk forårsager luftlækage. Kold luft presses ind gennem spalter på vindsiden, og varm luft presses ud gennem størstedelen af den øvrige ramme.
2. Skorstenseffekten Huset fungerer som en skorsten, varm luft stiger og kan forsvinde ud gennem åbninger i husets øverste dele, og kold luft trækkes ind omkring gulv og gulvlister for at erstatte den varme luft.
3. Ventilationseffekten Mekaniske og passive ventilationssystemer bytter forsætligt indeluft ud med "friskere" udeluft. Tryksystemer blæser luft ind i huset, trykløse systemer blæser luft ud og balancerede systemer tager lige så meget luft ind, som de blæser ud.

Det er vigtigt at kunne styre luftbevægelserne gennem husets klimaskærm for at mindske varmetabet og forhindre fugtdannelse. Luft transporterer både varme og fugt (i form af vanddamp) til ydersiden. Vanddamp (som transporteres med luften) kan kondensere i klimaskærmen og er en af hovedårsagerne til konstruktionsfejl i et hus.

Lufttætheden i et hus klimaskærm kan måles i overensstemmelse med en standard belastningsprøve (Blower Door test), ved at udsætte huset for 50 Pa overtryk, og bedømme husets luftskifte 1 l/s m2. Nedenfor følger nogle typiske luftlækageværdier for forskellige huse:
  • Eksisterende ældre bygning = 2 – 3 l/s m2
  • Standardhus i henhold til BR10 = 1,5 l/s m2  
  • Standardhus i henhold til BBR (svenske regler) = 0,8 – 1 l/s m2
  • Energiklogt hus = 0,5 l/s m2
  • Bygningsklasse 2020 (dansk) = 0,5 l/s m2
  • Tysk passivhus = 0,3 l/s m2

Energiforbrug

 
Lufttætningen skal planlægges på en sådan måde, at tætningen giver en uafbrudt installation for hele klimaskærmen. 

Luft- og Dampspære   
  • En luft-/dampspærre forhindrer luft-/vanddamp i at trænge igennem klimaskærmen. Placer altid dampspærren på den varme side af klimaskærmen.
  • En vind-/vejrbeskyttelse på ydersiden af klimaskærmen forhindrer vind i at blæse igennem isoleringen, og beskytter klimaskærmen mod regn og sne. 


Luft- og dampspærre

En dampspærre placeres bagom den indvendige vægplade. Beskyt dampspærren med et 45-70 mm tykt installationslag umiddelbart inden for den indre vægplade. Dampspærren forhindrer luft og fugt i at bevæge sig i konstruktionen. Det er vigtigt, at sikre at dampspærren er ubrudt og tæt rundt om alle eventuelle forhindringer.

Luft- og dampspærre-materialets luftgennemtrængelighed bør være mindre end 3 x 10-6 m3 / m2 s Pa. Hvis der anvendes plastfolie skal samlingerne overlappe tilstrækkeligt, og arbejdet planlægges således, at overlapningen fortsætter forbi eventuelle forhindringer i form af f.eks. skillevægge. Placer overlapningen mellem to faste overflader, som fungerer som tryktilslutning.

Placer damp- og luftspærren forsænket fra den indre overflade, så der er plads til installering af ledninger.

Undgå gennemføringer i lufttætningen. Hvis det ikke er muligt skal gennemføringer gennem massive konstruktioner tætnes med tætning og en manchet eller flange, som anvendes hvor gennemføringen går igennem folien.

Vindsikring

En vindbeskyttelse placeres bag facaden. Vindbeskyttelsen er nødvendig, da facaden mange gange ikke er lufttæt. Anvend en vindbeskyttelse for at forhindre vind i at blæse igennem eller rundt om isoleringen. Sørg for, at vindbeskyttelsen ikke fungerer som en fugtspærre og holder fugt inde i klimaskærmen. Vindbeskyttelsen skal være vindtæt, men vanddamp skal kunne trænge igennem. Vindbeskyttelsens modstand mod vanddamp skal være fem gange mindre end luft- og dampspærrens modstand.

Kravene til vindbeskyttelse for energieffektive huse er de samme som til standardhuse. En ordentlig vindbeskyttelse er af afgørende betydning for, hvor energibesparende et hus er. Kontroller de lokale byggekrav for den maksimale luftgennemtrængelighed, herunder alle samlinger. I Finland er den maksimale luftgennemtrængelighed for en vindbeskyttelse for eksempel < 10 x 10-6 m3 / m2 s Pa. 

Standardhus(vejledende værdier)

Lavenergihus (vejledende værdier)

Paroc Koncept for Passivhus (vejledende værdier)
 U værdi W/m2K Isoleringstykkelse   U værdi, W/m2K Isoleringstykkelse  U værdi, W/m2K Isoleringstykkelse
 Tagisolering
 0.15 260 - 310 mm   0.08 - 0.12 300 - 400 mm   0.06 - 0.09  > 450 mm
 Ydervæg
 0.24 150 - 175 mm  0.13 - 0.15  230 - 300 mm  0.07 - 0.1  > 300 mm 
 Gulv
 0.2  100 - 150 mm 0.13 - 0.17 150 - 250 mm  0.08 - 0.1  > 300 mm 
 Vinduer
 1.4   1.0 - 1.3    0.7 - 0.9   
 Monterede vinduer
        0.6 - 0.8   
 Døre
 1.4   0.9 - 1.2    0.4 - 0.7   
 Lufttæthed
 < 4   < 1    < 0,6   
 Årlig varmegenvindingsgrad i ventilationen
 30 %   > 60%    > 75%   

Effekten af stenuldsisoleringens densitet på luftgennemtrængeligheden

Mineraluldens isoleringsevne afhænger af stillestående luft mellem fibrene. Luftbevægelse i isoleringslaget svækker isoleringsevnen. En øget isoleringsdensitet reducerer mængden af luftbevægelser og forbedrer isoleringsevnen. Jo lavere densitet, desto bedre vindbeskyttelse er nødvendigt.

Stenuldsisolering

 

c. Fugt

Når man skal bygge holdbare huse i nordlige klimaer, er det vigtigt at kontrollere alle former for fugt: fast, flydende og gasformig.

Fugt   

Fugt trænger ind i og forsvinder fra en bygning ved fire grundmekanismer:

  • Indtrængning af regn (vindbeskyttelse)
  • Luftlækage (luftspærre)
  • Diffusion
  • Fugt fra jorden
Vanddamp kommer ind i indendørsluften gennem almindelige daglige aktiviteter (se tabellen nedenfor). Mængden af vand, som genereres fra almindelige husholdningsopgaver, kan være ret stor. 

Kilde til vanddamp (gennemsnitligt hus/dag) 
Omtrentlig mængde genereret vand (liter/dag) 
 4/5 sovende personer:  1,5
 2 aktive personer:  1,6
 Vask og tørring af tøj  5,5
 Madlavning  3
 Brusebad  0,5

Relativ luftfugtighed

Luften kan bestå af forskellige mængder fugt afhængigt af lufttemperaturen. Det faktiske damptryk er et mål for mængden af vanddamp i en vis mængde luft og stiger, når mængden af vanddamp stiger.

Luft, som opnår mætningsdamptrykket, er i balance med en plan vandoverflade. Dette indebærer, at der fordamper lige så mange vandmolekyler fra vandoverfladen til luften, som antallet af vandmolekyler, der kondenseres fra luften tilbage til vandet.

Mængden af vanddamp i luften er ofte mindre end det, som kræves for at mætte luften. Den relative luftfugtighed er procentdelen af mætningsfugtighed, som almindeligvis beregnes i forhold til indholdet af mætningsdamptrykket. 

Relativ fuktighed

Relativ fuktighed

 

Den almindeligste enhed for dampindhold er g/m3

Hvis det faktiske dampindhold er 10 g/m3 ved 20 °C sammenlignet med et mætningsdamptryk ved samme temperatur på 17,3 g/m3, er den relative luftfugtighed:

Relativ fuktighed

 

Relativ fuktighed  Relativ luftfugtighed (RH 40 %) betyder, at 40 % af den maksimale mængde fugt findes i luften ved en vis temperatur.

 

Dugpunkt

Dugpunktet er den temperatur, hvor vanddamp omdannes til flydende vand. Dette afhænger både af temperaturerne og mængden af fugt i luften.

Hvis dugpunktet er 10⁰C, vil der dannes vand på alle overflader i lokalet, som når denne temperatur. For at undgå kondensering kan man enten øge overfladetemperaturen eller sænke den relative luftfugtighed.

Vanddamp kondenserer kun på en anden overflade, hvis denne overflade er koldere end dugpunktstemperaturen, eller hvis vanddampens balance i luften overstiges.

Den nemmeste måde at undgå skader, som opstår på grund af vanddamp og fugt, er at mindske den genererede mængde.

Diffusion

Diffusion opstår ved forskellige damptryk, som er resultat af forskelle i dampindholdet mellem to steder. I løbet af opvarmningssæsonen transporterer dette fugtflow vanddamp gennem klimaskærmen, hvor dampen kan kondensere på kolde overflader. Der anvendes dampspærre på indersiden af klimaskærmen for at forhindre fugttransport.

Vanddamp kan, i en vis grad, passere gennem alle materialer. Kondensering sker oftest ikke så længe to tredjedele af væggens isoleringsværdi findes på ydersiden af dampspærren. I de nordligste egne i Europa kan det dog være nødvendigt med en isoleringsværdi på op til 80 % yderst af dampspærren.

Kapillarfugt

Kapillarkraft er en væskes evne til at flyde på snævre steder uden hjælp af, og i modsat retning af, ydre kræfter som tyngdekraften. Dette fænomen forekommer f.eks. i jorden. 

 

Kapillarfugt  På samme måde som vand transporteres opad mod tyngdekraften gennem et rør, transporteres vand opad gennem jordporer eller mellemrum mellem jordpartikler. Niveauet vandet stiger til afhænger af porernes størrelse. 

 

Normale områder med kapillarstigning er fundamentet og op i kældervægge og ydervægger samt kapillarsugning af vand bagom et panel. Kapillarkraften kan reguleres ved at tætne porerne eller lave meget store porer. Stenuld uden hygroskopicitet fungerer også som en kapillarbremse mellem jorden og fundamentet.

 

Konstruktionstips til at bygge fugtsikre klimaskærme

- Skab balance mellem fugtning, tørring og lagring

Praktiske regler

Opret en kontinuerlig plan for fugtkontrol, herunder alle indgående detaljer
- Anvend uafbrudte luft- og dampspærrer
- Anvend isolering for at forhindre kondensproblemer
- Lad indbygget og utilsigtet fugt tørre ud – vær opmærksom på dampspærrer

Tag også hensyn til konstruktionsdelenes tørreevne. Ved udformningen af konstruktionerne skal fugt også have en mulighed for at tørre ud. En bygning skal beskyttes mod fugt ved at skabe dræn til overfladevand og kapillarbremse for at holde fundamentet tørt. Øsende regn skal tages i betragtning når konstruktionsdetaljerne udformes, f.eks. en sålbænk til vindueskarmen.

d. Vindue

Vinduerne er en del af klimaskærmen med den højeste transmissionskoefficient. Du skal derfor tage hensyn til vinduets ydeevne, størrelse og retning, når du konstruerer en bygning. Vinduer optager og fragiver varme på følgende måde: ved direkte varmeledning gennem glasset og karmen, ved varmestråling ind i huset fra solen og ud fra huset fra rumtempererede genstande samt ved luftlækage gennem og rundt om dem.

Den samlede transmissionskoefficient, U-værdien (W/m²K), anvendes for at fastsætte hvor hurtigt et vindue leder varmen. U-værdien, som fastsættes ved europæiske standarder, repræsenterer hele vinduets ydeevne, inklusive karm og afstandsprofiler. Jo lavere U-værdi, desto mere energieffektivt vindue.

Vinduesoverfladen er normalt 15–20 % af gulvoverfladen. Selv om vinduerne har et godt lavenerginiveau (U-værdi < 0,8 W/m2K) må de ikke være for høje. For en behagelig indetemperatur bør vinduerne ikke være mere end 1,8 meter høje. I kolde klimaer bør vinduer ikke placeres i jordhøjde for at sikre beboeligheden og lufttætte konstruktionsdetaljer.

Definitionen af luftlækage er hastigheden af den luft som trænger ind gennem vinduesrammen, når en bestemt trykforskel over vinduet påvirkes af forbindelsesdetaljer mellem vinduets forskellige dele.

Den samlede solovarmetransmittans, g-værdien, er en brøkdel af den solstråling som kommer ind gennem et vindue, som slippes direkte ind og/eller absorberes og derefter slippes ud som varme inde i huset. Jo lavere g-værdi, desto mindre solvarme slipper igennem ruden, og desto større er afskærmningsevnen. Et vindue med en høj g-værdi optager mere effektivt solenergien i løbet af vinteren. Et vindue med en lav g-værdi reducerer mere effektivt behovet for køling om sommeren ved at nedsætte varmen fra solen. Et vindues g-værdi afhænger derfor af klimaet, retningen af ruden og den udvendige afskærmning.

Selektiv belægning er et transparent lag af metal eller metaloxid, som på forskellige måder reflekterer og slipper forskellige strålingsfrekvenser igennem. Selektiv belægning reducerer graden af stråling gennem vinduet og forbedrer vinduets varmeisolering.

Et vindues energiudnyttelse kan forbedres med en gasfyldning, som ikke er luft (argon, krypton og xenon). Materialet, som bruges til afstandsprofiler, er også vigtige.

Det er et nyt fænomen, at udefrakommende fugt kondenserer på den udvendige overflade af lavenergivinduer. Kondens skyldes at temperaturen på den udvendige overflade falder til under det udvendige dugpunkt. Temperaturfaldet skyldes strålingsudbyttet mod en klar himmel. Det samme sker også for standardvinduer, men dette bliver kompenseret af varmetabet.

Vinduer med solbeskyttelse reducerer solens varmebidrag med op til 60 % eller mere. Afskærmning mindsker derudover mængden af kondenseret fugt på vinduernes udvendige overflade på skyfrie nætter. Kondens skyldes nedkøling af vinduesoverfladen på grund af varmestråling. Udvendig kondens er derfor et tegn på, at vinduet har gode varmeegenskaber.